Flere kunder spørger ChatGPT, før de køber. Her er de typiske grunde til, at din webshop ikke kommer med, og hvad du kan gøre ved det.
Flere og flere kunder starter ikke længere på Google. De spørger ChatGPT, Copilot eller Gemini: “Hvor kan jeg købe gode løbesko online?” eller “Hvilken webshop har det bedste udvalg af kaffe?”. Svaret er en kort liste med tre til fem butikker. Er din webshop ikke på listen, bliver den ikke overvejet.
Jeg har bygget og vedligeholdt webshops i WooCommerce i mange år, og det er tydeligt, at de tekniske valg vi træffer, også afgør om en AI-assistent kan finde og forstå butikken. Her er de mest almindelige grunde til, at en webshop ikke kommer med.
1. AI-crawlerne er blokeret
Mange sikkerhedsplugins, firewalls og CDN-opsætninger blokerer ukendte bots. Det rammer ofte også GPTBot, OAI-SearchBot, ClaudeBot og PerplexityBot. Tjek din robots.txt og din firewall. Kan crawlerne ikke læse siden, kan de ikke anbefale den. Se hvilke crawlere der betyder noget i denne guide til AI-crawlere og robots.txt.
2. Indholdet bliver først vist med JavaScript
Hvis produkter, priser eller beskrivelser først bliver hentet ind i browseren, ser mange AI-crawlere en tom side. WooCommerce er heldigvis server-renderet som udgangspunkt, men page builders, filtre og “load more”-løsninger kan skjule meget. Åbn en produktside med JavaScript slået fra og se, hvad der er tilbage.
3. Produktdata er mangelfulde
AI-assistenter er glade for struktureret data: pris, lagerstatus, mærke, varianter og anmeldelser som schema.org-data. Mangler det, eller passer det ikke med det, der står på siden, er det sværere for en AI at stole på butikken. OpenAI har også åbnet for, at webshops kan sende et produktfeed direkte til ChatGPT. Det er beskrevet i guiden om ChatGPT-produktfeed.
4. Ingen andre nævner butikken
ChatGPT gentager i høj grad, hvad andre skriver. Butikker, der bliver nævnt i tests, guides, prissammenligninger og på Trustpilot, kommer oftere med. Din egen hjemmeside er kun en lille del af billedet.
Sådan tjekker du din egen webshop
Den hurtigste test er at spørge selv. Stil ChatGPT de spørgsmål, dine kunder ville stille, og gentag dem et par gange, fordi svarene varierer. Notér, hvem der bliver nævnt, og hvilke kilder der bliver vist.
Vil du have det gjort grundigere, har jeg sammen med Discoverable lavet et gratis AI-tjek, der viser, om AI-crawlere kan læse din side, og hvad der mangler. Og hvis du vil gå hele vejen, er der en trin-for-trin-guide til, hvordan virksomheder bliver anbefalet af ChatGPT.
Har du en WooCommerce-butik og vil have hjælp til den tekniske del, er du velkommen til at skrive til mig.
0 kommentarer